Skip to content

Julie Abitz

Rådgivning og inspiration til byplanlæggere, som ønsker at skabe en grønnere fremtid i nærkontakt med borgerne

 

I tirsdags havde jeg verdenspremiere på kropskomsammen i byen – et initiativ jeg prøver af med en god ven. Ideen er kort og godt at mødes hver dag kl. 14.30 ved Planetariet i København og praktisere en mere bæredygtig væren i verden. Det foregår sådan her: Den der lægger en objekt i midten er den der leder dagens kropskomsammen og alle dage foregår det efter samme skabelon

1) Vi starter med at en kropsøvelse der skaber en mere bæredygtig væren i verden. Vi bruger et par minutter på øvelsen. Og den der leder øvelsen fortæller hvorfor han/hun mener øvelsen er med til at skabe en mere bæredygtig væren i verden

2) Dernæst går vi rundt om søen i stilhed

3) tilbage ved udgangspunktet laver vi en sanseøvelse – hvor vi sanser stedet. Hvilke lyde er der? Hvilke dufte er der? hvad smager stedet af? Hvad mærker vi på vores hud? Det føles bedst med lukkede øjne. Så mærker vi efter om vi kan mærke hvad der er imellem os – og tilsidst hvordan det føles i vores krop. Er der steder i kroppen som føles ømme, sårbare eller trænger til lidt ekstra omsorg i dag? og hvor i kroppen føler du dig stærk og med masser af ressourcer? Se om du kan overføre lidt energi fra de steder du har ressourcer til der hvor du ikke har så mange

4) Brug et par minutter til at give det ømme/sårbare sted i din krop lidt opmærksomhed. Hvilke kropsøvelser føles intuitivt gode?

5) Vi slutter af med at holde hinandens hænder, mærke vores hjerte og sende en kærlig hilsen til resten af verden

Alle er meget velkomne.

Får pludselig en ufattelig lyst til at skrive en hel guide med øvelser til hvordan du kan komme i nærkontakt med byen. En af de hersens guides i lommeformat med meget lidt tekst og en masse skønne billeder

ps: klistermærket på billedet fandt jeg før første kropskomsammen. På en sjov måde fik det mig til at forestille mig hele København møde op til kropkomsammen og gå rundt om søerne sammen i stilhed

Sommer akademi på Samsø er en kombination af et kursusophold og ren afslapning. Der er et udsøgt program med inspirerende og dygtige undervisere. Du vælger helt selv, dag for dag hvad du har lyst til at deltage i. Temaet for ugen er hvordan vi får krop, hjerte og kreativitet ind i vores dagligdag, liv og arbejde. Det er i uge 31 (2-8 august) og foregår på Samsø.

Sommer akademi på Samsø er til dig, der ønsker dig optimale rammer for læring og afslapning

-  Til dig, der længes efter at kombinere ferie og afslapning med lærerige aktiviteter

-  Til dig, der gerne vil finde smutvejen til et liv, hvor krop, hjerte og kreativitet også får plads

-  Til dig der gerne vil lære mere om krop, hjerte og kreativitet igennem aktiviteter som meditation, madlavning, kajak roning og ved besøg hos førende innovatører på øen

-  Til dig, der gerne vil holde ferie, hvor du både har mulighed for at være alene og en del af et større fællesskab

-  Til dig, der godt kan lide den ro og jordforbindelse en ø-ferie giver

-  Til dig, der har børn og gerne vil holde ferie et sted hvor dine børn kan lege med andre børn

-  Til dig, der gerne vil holde ferie bæredygtigt og klimakorrekt

Programmet:

Det bliver en uge hvor vi nyder stedets og samværets muligheder. Ugen vil både være en individuel og fælles læringsrejse.

Aktiviteterne i løbet af ugen vil inkludere:

  • Kajak: Lær at ro kajak på sikker vis med Rowan Simonsen

  • Cykeltur med læringsbesøg: Mød nogle af øens kloge mænd, koner og smukke steder. Bliv inspireret til selv at tage nye bæredygtige initiativer med fornyelsesguide Julie Abitz
  • Solo i naturen: Få stille solo tid i naturen til at stilne tankernes rasen og lytte efter hvad der egentligt er vigtigt for mig. Rowan Simonsen
  • Nærvær og meditation: Find blide måder at skabe nærvær i din hverdag gennem enkle øvelser, stilhed og træning i meditation med nærværsguide, Joan Birk
  • Mad der gør glad: Bliv introduceret til dugfriske råvarer lige fra marken. Vær med til at skabe nærende mad med bid og bevidsthed under uhøjtidelig inspiration fra kok og bonderøv, Kristian Elkjær
  • Bæredygtige beslutninger: Bliv bedre til at tage svære beslutninger selv eller i fællesskab ved proceskonsulent og konfliktløser Julie Abitz

Programmet er tilrettelagt sådan så der er plads til DINE indlæg og DIN viden. Meld ind hvad du har lyst til at byde ind med – enten på forhånd eller i løbet af ugen. Det kan være du er super sej til at danse og vil udbyde en lille danse-session eller måske er du vild med at tegne og ønsker at skabe en krea-workshop. Alle vil være lykkelige for at du bidrager med netop det DU er passioneret omkring.

Hvordan forstår vi kreativitet, krop og hjerte?

Som du kan se er paletten af aktiviteter bred. Alle er deres formål at styrke dit arbejde med krop, hjerte og kreativitet på en blid og ligetil måde.

Vi tror på at vi er nødt til at tage en pause fra hovedets kværnen og hverdagens krav for at kunne aktivere vores dybere skaberkraft. Det lyder måske lidt langhåret, men vi vil vædde på at du faktisk godt ved med din erfaring er det er rigtigt. Måske har du efter en ferie eller anden form for mental pause, pludselig oplevet dig selv tage en vigtig beslutning om at tage din passion og skabertrang seriøst? Hvis ikke, så stol på os, dette ophold på Samsø vil sætte din kreativitet løs.

Hvordan forenes det individuelle læringsbehov med en fælles oplevelse?

Vi starter første dag med at checke ind og hver især  formulere vores læringsspørgsmål og forventninger. Det er meget værdifuld viden for at skabe de bedste rammer for os alle, så tænk lidt over det i forvejen. Det er dig der har ansvaret for at du får det du kommer efter, så vælg aktiviteter til eller fra så det passer til dit læringsmål. Det er selvfølgelig helt i orden at spørge os andre til råds.

Du vælger helt selv, dag for dag hvad du har lyst at deltage i. Mærk efter hvad DU har brug for. Er det afslapning, læring, og inspiration eller at komme ud og bruge din krop? Måske noget helt andet?

Hver morgen mødes vi til fælles morgenmad og lægger planer for dagen.

Det er tre garvede proceskonsulenter der tager dig gennem ugen. De har mange års erfaring med at skabe rum til både dig og fællesskabet – og i at tage det der sker så seriøst at processen justeres, hvis det viser sig at være det rigtige for deltagerne.

Her er dine værter:

Joan Birk - proceskonsulent, kursusleder og underviser i meditation. Er dybt optaget af hvordan vi skaber nærvær i et bæredygtighed liv og arbejde. Bor på Samsø på 9. år

Rowan Simonsen – social entreprenør og projektleder med speciale i naturoplevelser og hvordan det skaber dybere forståelse af lederskab, bæredygtighed og innovations- processer.

Julie Abitz – proceskonsulent, konfliktløser og eventarrangør. Er passioneret omkring at skabe gode fællesskaber, der giver plads til den enkelte og hvordan det kan gøre os i stand til at leve mere bæredygtigt på denne jord.

Når du tager hjem fra denne uge på Samsø, har du

- fået inspiration til hvordan du kan få krop, hjerte og kreativitet ind i din dagligdag, liv og arbejde

-  lært konkrete metoder til at styrke dit fokus på krop, hjerte og kreativitet

-  fået nye bekendtskaber – måske for livet ;-)

Efter Sommer Akademi på Samsø vil du opleve

- at dine batterier er fuldt opladede og du er klar til at komme tilbage på arbejdet

-  at du har konkrete oplevelser i bagagen, der har styrket dig til at tage krop, hjerte og kreativitet seriøst i dit eget liv og virke

-  en glæde over at du har været på et fantastisk sted med en flok skønne mennesker. En oplevelse for livet!

-  at du har fået skabt en god base for at tage mere bæredygtige valg i din hverdag

Er du parat til at blive totalt opladet, komme ned i gear, nyde langsomheden og skønt samvær?

Og forkæle dig selv med et inspirerende og lærerigt ophold på Samsø?

Sådan foregår det rent praktisk

Sommerakademiet foregår på Mellemrummet Holmslund, en økologisk lystgård i et fantastisk naturskønt område på vestsiden af Samsø, kun 7km fra Kolby Kås.

Der er mulighed for at bo i huset i enkelt-, dobbelt eller trippleværelser.

Ved flere tilmeldinger end huset kan rumme, er der mulighed for at overnatte i på forhånd opsatte telte på grunden, hvor du selv skal medbringe sovepose og underlag.

Ankomst er mandag den 2. august og hjemrejse søndag den 8. august

For færgeforbindelser og booking se her: www.samsoetrafikken. Husk at bestille plads i god tid, hvis du har bil med!

Din investering for en fantastisk uge på Samsø er kun 3000 kr.

Prisen inkluderer overnatning og forplejning. Aktiviteterne er gratis. Du skal dog selv betale for udgifter i forbindelse med kajak- eller cykelleje.

Børn kan deltage for halv pris (max et barn pr voksen deltager)

Hver enkel af aktiviteterne vil koste 3000 kr. hvis du skulle ud at købe dem hver for sig og nu får du dem oven i købet på en gang og med mad og overnatning oveni.

Skynd dig at melde dig til dette er en enestående chance. Sommerakademiet er den første af sin art og udbydes derfor rørende billigt. Vi ved nemlig at vi gerne vil tilbyde sommerakademiet igen og vil derfor gerne have det rigtig godt fra start med DIG som deltager.

Interesseret?

Du tilmelder dig til sommer akademi Samsø ved at sende en e-mail mærket ‘tilmelding Sommer Akademi” og minimum indeholdende dit navn, telefonnummer og ønske om enkelt, dobbelt eller trippleværelse til Julie@survivalacademy.org.

Når du har tilmeldt dig vil du modtage en mail med faktura, som skal betales, før din booking er gældende. Bookingen er bindende, og bookinggebyret returneres ikke ved afbud.

Deadline for tilmelding er 24. juni.

Der er kun 26 pladser, så skynd dig og meld dig til. Værelserne vil blive fordelt efter ’først til mølle’ princippet



Den næste uges tid er København vært for det internationale forhandlingsmøde om den internationale standard for bæredygtighed, ISO 26000. I den forbindelse sår jeg for events, der sikrer at deltagerne ikke kun bliver i deres hoveder men også får ingrereret krop og hjerte. Derfor har jeg arrangeret en rugbrødsworkshop og gotved gymnastik til alle eftermiddagspauserne. Se de dejlige billeder fra rugbrødsworkshoppen i går.

Onsdag den 12.maj faciliterede jeg sammen med Cathrine Lindvig et fyraftensmøde for netværk for yngre planlæggere. Mødet blev afholdt på baren Mesteren og Lærlingen, der ligger i kødbyen.

Det brændende spørgsmål var: Hvordan kan vi som yngre planlæggere blive bedre til at holde fast i vores visioner og ideer, når vi møder modstand i en travl hverdag?

Til at facilitere debatten brugte vi metoden Deep Democracy


Blev inspireret da jeg læste om hvordan man på en konference i Barcelona lod de 380 deltagere deltage i opvasken. Konferencen handlede om grænser for vækst kontra menneskelig lykke og trivsel. Over opvasken kunne de så sludre om deres forestillinger om hvordan man skaber en bæredygtig fremtid. Tænk at sådan en lille og af mange  hadet hverdagstjans pludselig kan være det der binder deltagerne til en konference sammen på en ny måde… og måske katalysator for nye ideer og nye samarbejder der kan blive vigtige for at skabe den fremtid vi ønsker….

Læs mere om konferencen her

Her ligger skatten under en bro. Vil du lege med? se her

Jeg har medvirket i Institut for Fremtidsforsknings seneste tidskrift om Fremtidens Byer, sammen med bl.a. arkitekt Vibeke Grupe og politiker Ida Auken. Kan ikke lave et direkte link til det elektroniske tidskrift (det kræver abbonnement) men læs artiklen her på siden eller hent den ned som PDF:Julie Abitz- Lykken findes i fremtidens byer

JULIE ABITZ: LYKKEN FINDES I FREMTIDENS BYER

Kæmpe boligblokke med solceller på taget, vindmølleparker og affaldssystemet gemt i underjordiske rør. Sådan beskrev arkitekter, ingeniører og pengemænd fremtidens by på en konference om grønne højhuse i Dubai. De berettede om nye storstilede projekter verden over- fra den Co2 neutrale by Dongtan i Shanghai til Masdar i ørkenen udenfor Abu Dhabi. Byer hvor affaldssystemer, transport, energi, vand og grønne områder er tænkt ned til mindste detalje. Byer der samtidig er helt fremmedgørende i alt deres skinnende futurisme.

Spørgsmålet er, om fremtidens byer kan skabe fremtidens mennesker? Det mener Dubais pengemænd tydeligvis. Og det er ikke først gang i verdens historie, at man med enorme byggeprojekter har forsøgt at forme og forbedre den menneskelige adfærd. I 1960’ernes Albanien ønskede man at modernisere landbefolkningen ved at flytte dem ind i moderne boligblokke. Efter moderniseringsprocessen tog viceværterne på kontrolbesøg. En vicevært berettede overrasket, at beboerne havde tilpasset deres landlige liv til de nye omgivelser. Grisene var flyttet ind på altanen og badekaret blev brugt til kulforsyningerne.

Men bliver vi borgere lykkelige af at leve i fremtidens byer, og bør lykke måske ligefrem være et krav til byplanlæggerne? Og hvordan hænger bæredygtighed og det gode liv sammen?

Fokuser på lykken

En bæredygtig by, er en by der er befordrende for menneskelig lykke. Det mener tidligere borgmester i Columbias hovedstad Bogota, Enrique Peñalosa. Ifølge Peñalosa er ingredienserne i den bæredygtige by der er befordrende for den menneskelige lykke muligheden for at bevæge sig og være tæt på naturen. At se og være sammen med andre mennesker og føle sig inkluderet.

Da han blev valgt til borgmester gik han straks i gang med at forbedre fortovene og gjorde byen lettere at bevæge sig rundt i til fods og på cykel. At skabe cykelstier og udvikle en cykelkultur var vigtigt for ham. Hver søndag bliver et 120 km stort gadenet lukket af for biler og bliver transformeret til cykelstier og markeder. Der er masser af gratis aktiviteter, som familier kan deltage i.

Han introducerede derfor også det hurtige bussystem TransMilenio, der har fået særlige busbaner at køre i og særlige trafiklys, som bliver grønne når en bus nærmer sig, sådan at bussen kan komme hurtigt rundt i byen. Dette billige og effektive bussystem og det gode cykelstinet gør det muligt for de fattige borgere at rejse til de steder, hvor jobbene er, og dermed er der via mobiliteten samtidig taget vare på en vigtig social opgave. Bogota er blevet en sundere og mere tryg by med større social integration og billig, bæredygtig transport.

At sociale relationer, mobilitet og motion og naturen gør os mennesker lykkelige er forfatter og debattør Tor Nørretranders helt enig i. Det der dog overraskede ham mest, da han begyndte at interessere sig for lykkeforskning var, at overraskelser skaber menneskelig lykke. Vores sanseapparat er indrettet på at opdage ting, der er anderledes end de plejer at være. Vi bliver glade når vi oplever noget nyt og overraskende. Og omvendt – jo mere kontrol, vi har over tingene, jo mindre glæde får vi, for så er der aldrig overraskelser.

En anden erkendelse var, at materialiteten betyder så lidt i forhold til at gøre os lykkelige. Det kan snarere få den modsatte virkning. En grund til at rigdom ikke gør folk så glade, som mange tror, er, at den får folk til at jage rundt for at nå den. Og det kan betyde, at man derved forhindrer en selv i at opleve små uforudsete ting eller lommer i hverdagen, som i virkeligheden ville være kilden til glæde. Det liv, hvor man hele tiden kører til grænsen, hvor man ikke har tid eller overskud til at tage imod en forstyrrelse, er derimod et liv, hvor man ikke selv bliver glad eller gør andre glade.

Lykke = bæredygtighed

Lykken er altså ifølge Nørretranders hverken gods eller guld men derimod at fokusere på de små ting i hverdagen, som, vi erfaringsmæssigt ved, bringer os glæde. Og det ligger ikke så langt fra det bæredygtige liv. Her er hverdagen vigtig, hvis vi vil forandre noget. At vi rent faktisk kan mærke os selv og tage bevidste, gode valg kræver overskud i hverdagen. Og det lille ekstra kan få betydning for om man tager cyklen på arbejde i stedet for bilen selvom det tager lidt længere tid eller vælger at lave maden selv i stedet for at købe den færdiglavet.

Men hvorfor handler de færreste mennesker så bæredygtigt? Da jeg for nyligt holdt en workshop i forbindelse med COP 15 var det tydeligt, hvor pressede mange mennesker føler sig, når de stilles overfor kravet om bæredygtighed. Diskussionen kørte på et højt abstraktionsniveau, for hvad betød det egentlig at vi i Danmark gjorde noget, hvis de svinede i Kina, og var det staten eller virksomhederne der skulle tage førertrøjen? Stemmerne var hævede og insisterende men følelserne kom først i kog, da en ung kvinde sagde, at hun altså ikke ville skille sig af med sin bil. Den var en livsnødvendighed for at kunne klare logistikken for hende som mor med tre små børn, der skulle frem og tilbage fra hjem til institution, til indkøb og hjem igen. Pludselig fik alle mærket efter, hvad de personligt var klar til at give afkald på i balancen mellem det gode liv og de miljømæssige korrekte eksistensgrundlag. Flere var frustrerede over, at de var pressede arbejdsmæssigt, og at tiden i hverdagen var knap. Selv dem der tidligere i diskussionen havde markeret sig som meget bæredygtige og bevidste følte sig slået ud.

Men hvordan er vi endt der, hvor vi ikke vil tage de valg for os selv, der (i hvert fald ifølge Nørretranders) gør os lykkelige og i stedet bruger kræfter på at spekulere på de ting, vi alligevel ikke kan gøre noget ved?

Hvorfor vil vi ikke give afkald på bilen, flyrejsen til Mallorca eller luksusvarerne med lang transporttid? Måske fordi de giver os de oaser af luksus vi ellers ikke finder i hverdagen. Vi vil leve det gode liv, når vi endelig har fri. Vi tænker, at det gode liv handler om at forkæle os selv med forbrugsgoder og rejser, men er det fordi det virkelig er vigtigt for os, eller ville vi være gladere med mere tid og færre eller bedre ting? Der er ikke en logisk modsætning mellem det bæredygtige liv og det gode liv.

Vi mennesker er simpelthen for intelligente til at tage affære i forhold til klimaet og i sidste ende overleve. Det er filosof Vincent Hendricks bud på hvorfor COP 15 gik i vasken. Han mener at vi har sat vores urinstinkter ude af funktion. Ellers ville vi have set faren og handlet på den sammen i stedet for at ende i abstraktioner, snak og forhandlinger.

Huller i byen

Så måske vi alligevel skulle hente hjælp fra byen, hvis vi ønsker lykke. Måske er byplanlæggerens  fornemste job at hjælpe os til at få kontakten tilbage til krop og hjerte og få overraskelserne ind i vores liv med byens gader som arena.

En by der taler til kroppen er en by med gode offentlige rum og en by, der er forholdsvis tæt, så den inviterer mennesket til at bevæge sig i den til fods eller på cykel. Først og fremmest er oplevelserne vigtige. Der er kommet mere og mere fokus på kunst i det offentlige rum, og det er en god udvikling. Desuden er tendensen til flere mobile events og musikarrangementer på gadeplan med til at sætte spot på nye områder og nye muligheder. Men det kræver visionært lederskab at sætte bæredygtighed og lykke på dagsordenen i verdens byer.

”Flyt Tivoli til Ørestaden og anlæg en park i stedet”. Sådan lød for to år siden SLA Arkitekters forslag til, hvordan København kunne markere sig som verdens førende klimaby og få en mere interessant bymidte. Tivoli er et af de mest kedsommelige steder i København, mener SLA Arkitekter. I stedet vil tegnestuen erstatte Tivoli med en CO2-absorberende grøn skov, der samtidig er én stor tagterrasse over et nedsunket byområde af butikker, hoteller og konferencelokaler med en bebyggelsestæthed, der svarer til brokvartererne. I Ørestad ville Tivoli yderligere kunne skabe mere liv med sine 4,5 mio. årlige besøgende. Dette forslag viser, hvordan det kræver radikale løsninger at sætte handling bag de politiske visioner om at skabe bæredygtige byer. Og det er vigtigt med provokationerne.

Tor Nørretranders mener at det er på tide at de danske politikere få øje på at tingene kan gøres anderledes. Det er vigtigt at oaserne – uanset om de er grønne eller tidsmæssige – bliver en prioritet i samfundet. Her må visionære politikere og planlæggere hjælpe mennesket med at gøre det der gør dem lykkelige. I dagligdagens superplanlagte trummerum er der stor fare for at mange af de overraskelser, som gør os glade forsvinder.

Københavns Fødevarefællesskab et godt eksempel på et bæredygtigt initiativ, der giver mig lykke. Det er en medlemsejet og – drevet kooperativ fødevarevirksomhed, der leverer økologisk, velsmagende, lokalt producerede og sæsonbestemte fødevarer til deres medlemmer og til den lavest mulige pris. Som medlem får man billige økologiske varer – hvilke gør det muligt at være bæredygtig, selvom man er en fattigrøv. Man skal tage en vagt 3 timer hver måned og skriver sig op til det inde på hjemmesiden. Man får både medindflydelse på sortimentet og driften og mærker den gode følelse det er at være en del af et hyggeligt og visionært fællesskab. Når man kommer og henter sin brune papirspose med grøntsager møder man ofte venner og bekendte. Nogle gange er der smagsprøver på de lækre varer, så man kan sætte sig en stund i sofaerne og nyde at hænge lidt ud. Da der indtil videre kun er åbent tre timer en dag om ugen emmer det af liv, da alle lige skal forbi og hente deres pose efter dagens gøremål.

Med forventningens glæde tager jeg troligt den lange vej fra min lækre arkitektegnede lejlighed ved havnen til Nørrebro for at hente lykkeposen. For hvad mon der er i? Indholdet af posen kan jeg vist tjekke på hjemmesiden, men overraskelsen er en stor del af glæden.

I stedet for alt for formgivne futuristiske byer har vi brug for huller til at vi som mennesker selv kan skabe. Kigger man sig opmærksomt rundt i verdens byer ser man flere borgere der myreflittigt er i gang med at skabe sig den bæredygtige by de ønsker sig.

I New York har man for længe siden forstået hvordan en grøn fælleshave i nabolaget giver både grøntsager, legemuligheder og rekreation for dem og deres børn i det hektiske storbyliv. I et slumkvarter i Nairobi har man på en gang afhjulpet affalds- og sanitetsproblemer ved at skabe komposteringshaver, hvor det organiske affald omdannes til kompost, der sælges og giver penge til at oprette og vedligeholde toiletter i kvarteret. Der er masser af lignende inspirerende eksempler derude.

De små bæredygtige valg i vores liv som at tage cyklen i stedet for bilen, købe gode økologiske kvalitetsvarer og færre forbrugsvarer spare på strøm og vand skal gøres til små gode oaser og oplevelser i det hektiske hverdagsliv.

Akademiet for overlevelse

Ønsker vi os bedre byer og mere lykkelige borgere må vi hver især og sammen tage et ansvar. Vi har brug for visionære planlæggere og politikere der erkender at lykke er en vigtig faktor i byudviklingen. Den nye stjerne indenfor ledelse og innovation Carl Otto Scharmer opfordrer til at vi skal begynde at bruge hjertet og intuitionen sammen med hjernen for at kunne komme nogle vegne med det samfund vi har skruet sammen. Det er den eneste måde vi kan lære og tænke ud af boksen og ikke gentage fortidens mønstre igen og igen. “Når vi innoverer, er vi nødt til selv at besøge steder, tale med mennesker og være til stede når tingene udfolder sig. Uden direkte forbindelse til situationens kontekst, kan vi ikke lære at se og handle effektivt” siger Scharmer.

Vi har brug for at træne i at tage gode valg og få gode vaner og her kan vi i høj grad bruge hinanden. Her kunne vi have glæde af et overlevelsesakademi til at hjælpe os med at træne de evner og redskaber vi har brug for, for at kunne klare fremtiden med klimaforandringer. Undervisningen vil tage udgangspunkt i at undersøge, hvad der gør dig lykkelig. Fokus vil ikke være på målet men på vejen derhen. Hvordan vi lige nu kan leve som vi gerne vil leve i fremtiden. Du vil få konkrete redskaber til at klare konflikterne, tage lederskab for dine visioner og kommunikere klart med kollegaer og venner.

Meld dig ind i akademiet for overlevelse i dag. Lær at blive mere bæredygtige eller få dine skolepenge tilbage! Første lektion er mandag morgen kl. 8.00 hvor der står vinterbadning på programmet.

70 % af forandringsindsatser i organisationer mislykkes fordi de er for overfladiske. Sådan siger Carl Otto Scharmer

“Teori U inviterer (..) til en rejse, der går dybere og længere end de fleste kendte ledelses- og organisationsmodeller. Primært fordi den insisterer på at forbinde den personlige og organisatoriske udvikling, og fordi den så stærkt understreger, at det ikke er nok at forstå med hovedet, ikke nok at give rum til følelserne, vi skal forpligte os helt ind i de eksistentielle lag, uanset om det er ansvaret for os selv, medarbejderne eller kloden. Gør ledere og medarbejdere det, så åbnes der for helt anderledes – og nødvendige – transformationsprocesser.  Scharmer understreger det med et citat af økonomen William O’Brien, tidligere direktør i Hannover Insurance Company: “The success of an intervention depends on the interior condition of the intervenor.”

Sådan skriver ledelseskonsulent Lone Belling i følgende super interessante artikel om U-teori

Er du nysgerrig på hvad Teori U kan lære dig og din arbejdsplads om fornyelse. Så lad mig blive din U guide. Hent folderen her:U-teori

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.